Værtskab i Oplevelsen
Værtskab og oplevelser med Charlotte Emmery og Nanna Balsby

OM OS


To mennesker, to traditioner og to måder at se verden på. Nogle gange opstår der en uventet samklang, når modsætninger mødes og forskelligheder går i harmoni.


Charlottes kerneområder er undervisning, underholdning og formidling, og hun arbejder som lektor, guide og syngepige.  Hun er indehaver af virksomheden EmmeryCompany, som tilbyder kurser, byvandringer og underholdning. Charlotte har undervist i kommunikation og fængende formidling i de seneste 25 år og er i dag ekstern lektor på Turistføreruddannelsen, Roskilde Universitet samt på Natur-og kulturformidleruddannelsen på Skovskolen, Københavns Universitet. Charlotte har optrådt og performet på landets store og små scener, og benytter sine egenskaber som entertainer i at skabe dynamik og morskab i sin undervisning. Humør var også en vigtig faktor de 17 år Charlotte underviste i kommunikation og kultur i Røde Kors.


Charlotte er lærer, certificeret coach, turistfører og har en Master i Oplevelsesledelse.


CITAT: Det må gerne være sjovt at blive klogere.



Nanna er den traditionelle og praktiske i teamet. Hun ser helst en klar strategi eller et teoretisk fundament, før hun kaster sig ud i noget nyt. Hun er iværksætter og turismeudvikler med 25 års erfaring i branchen. Hendes konsulentvirksomheden Sightseers har fokus på bæredygtig- og outdoor turisme samt udvikling af oplevelser. Dertil er Nanna medstifter af Løvtag – overnatning i trætophytter. Nanna har skovejendommen Birkelund på Bornholm, hvor hun har benyttet sin viden om oplevelsesdesign til at videreudvikle Birkelund og de fem ferielejligheder.


Nanna er uddannet Cand.Merc.Int. og har en Master i Oplevelsesledelse.


CITAT: Samarbejde og relationer danner vejen til udvikling.


Hvorfor titel Man synger da ikke på et universitet?


Bogens titel stammer fra en situation, som Charlotte oplevede for nogle år tilbage på Roskilde Universitet:  Nanna lukker døren til undervisningslokalet lidt forlegent, da Charlotte insisterer på morgensang. ”Hvorfor lukker du døren?” spørger Charlotte, hvortil Nanna svarer, ”Man synger da ikke på et universitet!”


Nannas udbrud er åbningen på en lang samtale om læring og det at få ny viden. Fra vores mange workshops ved vi, hvor vigtigt det er, at folk føler sig godt tilpas. Vi har oplevet, hvordan både chef og ansat bløder op, slapper af og griner, når hverdagen for en stund bliver sat på pause, og man er sammen med sine kolleger på en anden måde.



Sang skaber fællesskab og giver fokus


Det er vores erfaring, at sang og underholdning styrker fællesskabet samtidig med, at det har en række fysiske fordele inklusiv øget fokus. Begge er vigtige også i en læringssituation. Vi bruger derfor sang og aktive øvelser som metode til at skabe sjove og involverende oplevelser for vores deltagere og studerende.


En del af vores fortællinger har titler fra kendte sange. Vi husker bedre, når vi kan sætte melodi og rytme på et budskab.  Selv mens vi skrev bogen, har vi haft stor glæde og morskab over at synge os gennem de forskellige kapitler. Og så kan man bare ikke være sur, mens man synger.